Onsdag aften gaar mot natt
i denne stund, da onsdag aften gaar mot natt, passer det at skrive med disse gamle, doble konsonanter.
Man haver tilbragt denne dag paa bogmessen i staden Bologna, og haver ogsaa i ly av aftenens milde bris tilbragt kvelden i denne by, hvor man haver fortaeret en spesiell madrett, kallet Spaghetti vongole, hvilket er disse hvide, italienske strimler av durumhvede (?), kokt i noen laekre skjell som baerer navnet vongole og som setter en ydderst pikant smag paa den spaghetti som de italienske quinder og maend desslige i store mengder lader forsvinde inn i sin indre volder, kalt indvolder.
Denne dag haver man brugt til at arbeide paa bogmessen, og man har foert samtale paa ulike sprog med ulige mennesker, og det haver vaeret kraevende, men dog hygeligt, fordi menneskenes boern stort sett er vendlige og snilde, om man nu bare kan moede dem med respekt og aapenhed.
Nu skal man gange til senge her i det italienske landskap, med aabendt vindue mot de hoeye Alper, der naeppe kand skimtes, men dog anes i det fjerne, der maanens dunkle belysning falder inn over de maektige traer og kirkebaerblomsterne, der staar i faerd med at springe ud nu ved disse tider, da ogsaa menneskenes sind ere aabnede og hylder den kommende vaar, der kan anes i sjaelens dyp, men endu ikke har manifestered seg i det ytre liv og levned, hos planter, mennesker og dyr.
Nuvel. Man ganger til ro i den sene vinter, og vil kanskje i morgen vaagne til den gryende vaar!
Saa underlig er vore liv sat sammen, at dette kan blive en sannhed der kommer med morgenlyset, om end natten virker gold og uden glaede.
Med venlig hilsen fra
Eyvind, med en liden hamsunsk sleng, eller noget lignende, som Digteren siger:
“En fjern Erindring
har lagt sit Hoved ned mot min skulder…
Og havet buldrer
Nirvanas bulder.”
Kun igengivet efter en meget sviktende ihukommelse…
Velan! Til senge vil man gange,
og nynne sine sange!